Vi lever i en tid og en kultur, hvor det at have kontrol over alting, er et enormt fokus. Ikke bare er det noget vi opdrages til at jagte ? det er også noget, som der er en vis forventning om, i vores sociale grupper. Det er særligt kontrol over vores følelser, som er blevet så stor en forventning, at mange ender ud i en fælde som de ubevidst lægger for sig selv.
Ville du eksempelvis tude græde overfor dine kolleger, hvis en problemstilling på arbejdet var uoverskuelig og du følte dig fortabt? Sandsynligvis ikke: en spørgeskemaundersøgelse på de danske arbejdspladser har vist en tydelig tendens til, at professionalisme og følelser ikke matcher i folks bevidsthed. Måske læser du denne artikel og tænker ?Selvfølgelig!?, men det er udelukkende fordi du er vokset op i den kultur. Det har ikke altid været sådan! Der var engang, hvor professionalisme betød gennemsigtighed og ærlighed. En ægte professionel var én, der ikke lagde låg på sandheden, men i stedet stod fuldt og fast ved den. Dengang kunne man hæve stemmen, hvis man blev vred, eller græde hvis man følte sig fortabt eller ked af det.
Det er ikke fordi den ene eller den anden kultur er mere objektivt korrekt end den anden. Det er bare interessant, at vi på relativt kort tid har bevæget os fra den ene ekstremt til den anden. Specielt når det virker til, at den størst mulige livsglæde ser ud til at findes et sted midt imellem.
Da jeg for nyligt stod og skulle vælge en bil i Mercedes B Klasse følte jeg mig overvældet. Det var første gang jeg stod overfor at lave så stor en økonomisk beslutning, og det vækkede en masse følelser i mig. Jeg havde lyst til at spørge venner og familie til råds, men det bragte blot flere følelser ind i situationen. Jeg følte frygt for, hvordan de ville reagere på min manglende ?kontrol? over mine følelser, og en forestilling om at jeg ville føle skam som et resultat. Men jeg indså, at ingen har nogen reel kontrol over deres følelser. Følelser er noget vi oplever, og det eneste vi har kontrol over er, hvordan vi vælger at agere på baggrund af dem.
Vi fristes til at give slip på vores følelser. Det sker i begge retninger: vi fristes til at give slip på den måde, at vi kaster dem bort, og på kold og maskinel vis vælger den Mercedes som vores logik fortæller os giver mest mening. Samtidig fristes vi til at give slip på følelserne på dem omvendte vis: hvor vi slipper tovet, og lader dem kontrollere os fuldt ud.
Begge dele er fristende, fordi de fører til resultater. Faktum er dog, at de bedste resultater kommer, når vi anerkender følelsen, uden at lade den tage kontrol. Den gyldne middelvej, hvor vi står ved hvad vi føler, og ikke har noget skam over det. Vi kan ikke kontrollere hvilke følelser vi rammes af, men ved at stå ved dem og kommunikere dem ærligt, kan vi bruge dem til at guide vores beslutninger.
